Langt fra Danmark
Organistbladet oktober 2018

Ferieoplevelser kan være noget man husker længe. F. eks. at sidde på havnen i en græsk by og spise salte ansjoser og drikke ouzo til. Forsøger man hjemme i Danmark at gentage successen, bliver det ligesom ikke rigtig det samme – selv på en varm sommeraften. Og den fantastiske vin, som man købte en hel kasse med hjem af fra en vingård i Frankrig, smager bare ikke helt så godt herhjemme, som den gjorde under sydens sol. Hvordan kan det være?Måske er det ligesom med film, der jo som bekendt skal ses i biografen. Kun hvis man har et MEGET stort fjernsyn med surroundsound kan man måske få noget af oplevelsen med hjem. På en 21’ tommers skærm med en monohøjttaler bliver det noget andet.

På samme måde kan det være en lidt skuffende oplevelse at høre Elgars, Cesar Francks eller Grigny’s orgelværker, hvis de bliver spillet på et klassisk dansk orgelbevægelsesorgel i en halvtør akustik. Også selv om der skulle sidde en (med Regers ord): ”åndfuld, teknisk suveræn orgelspiller” ved orglet.

Jeg begyndte f.eks. først selv at forstå, hvad fransk barok drejede sig om, efter at have hørt det store Cliquotorgel i Poitiers. ”Man trækker en Trompet”, som der står der i noden (uden støttestemmer) – og så siger det ”pow”! - noget ganske andet end en typisk dansk Trompet! Så trækker man (i samme manual) nok en Trompet (med en anden karakter) og straks eksploderer rummet i en overdådighed af klang. Her er der fest! Supplerer man yderligere med pedalets Bombarde, bliver der virkelig sparket igennem. 3 registre!

Eller samme orgels syngende Jeux de fond, der fylder det store rum ud som den fedeste piskefløde. Prøver man det samme på sit eget orgel, er der vel oftest tale om en slags letmælksprodukt? Det er meget få orgler og rum der i Danmark kan realisere fransk musik. For ikke at tale om engelsk og amerikansk orgelmusik.

Spørgsmålet er, om vi gør musikken en bjørnetjeneste ved at spille den på orgler og i akustikker der er helt forkerte? Sat på spidsen: Giver det nogen mening at spille Messiaens La Nativité på et 17-stemmers orgel i en landsbykirke? (ligesom der sjældent kommer meget musik ud af det, når Lille Smørelse Koret (60+) afsynger deres sæsonprogram). Jeg har hørt for meget af den slags, og jeg synes ikke det er i musikkens allerbedste tjeneste. Men måske skal man betragte det ligesom Jytte Hilden gjorde, da hun var minister for sporten: ”Det er nok sjovere at være med til, end at se på”.

Vi ønsker alle sammen at gøre det vi er bedst til, og at undgå at eksponere det, som vi ikke er så gode til. Måske bør vi også betragte vores instrumenter, og den musik, som vi vil fremføre, på samme måde? Det er indlysende at man ikke spiller Widors symfonier på Compeniusorglet. Men hvor ofte gør vi ikke noget der ligner?

Orgelmusik skal naturligvis helst høres live i en kirke. Men en gang imellem kan det være befriende at sætte en CD på anlægget derhjemme fra et af de rigtige steder, og så drømme sig langt væk fra rygpositiver, spidsgamber og trinbetjente låger - og bare sætte sig ned og lytte til Den Fede Lyd.