Nogen betragtninger om ordet "alle".

Den nuværende bønsindledning "Lad os alle bede" forekommer mig på flere måder problematisk .

Liturgisk er vendingen med "alle" vistnok enestående i europæisk sammenhæng.

Engelsk: Let us pray. Tysk: Lasset uns beten. Fransk: Prions-nous (?). Også svensk og norsk udelader så vidt vides brugen af  "alle".

Musikalsk er der stor risiko for at sætningen lander i en uskøn rytme: 'Lad os 'alle 'bede; en effekt der især forstærkes hvis første stavelse i sætningen bliver betonet. Formuleringen "Lad os bede" indeholder derimod en naturlig rytmisk optakt hen i mod det centrale ord "bede".

Kommunikationsmæssigt ligger der nogle uheldige signaler i ordet "alle":

Det kan blot opfattes som en pædagogisk pegefinger, men bliver let opfattet som et imperativ: "også du der på bageste række" i stedet for den opfordring, det er ment som. I bedste fald er ordet vel overflødigt. En alternativ kollektiv opfordring kunne være: "Lad os bede sammen".

Jeg kunne være interesseret i at høre kommentarer til dette, ikke mindst hvis der skulle være historiske eller teologiske grunde, der ligger til grund for den nuværende formulering.

(2005)