Kommentar til Søndagsavisens leder 30.12. 2013

Søndagsavisens redaktør Arne Uldum er et åndeligt søgende menneske, der er stærkt bekymret for Folkekirkens fremtid. Søndag efter søndag har han opsøgt de storkøbenhavnske kirker. Og de står åbenbart gabende tomme. Med mindre det altså bare er ”den almindelige mening” han bygger sin leder på? Fint nok at bringe en stor juleartikel om troens tilstand, men hr. redaktøren bruger sin lederplads på at drage nogle konklusioner, som er stik imod undersøgelsen, og som rummer hans helt egen dagsorden. Som bygger på de sædvanlige og fejlagtige påstande som journalister gejler hinanden og læserne op med:

- At kirkerne står tomme i dag er sludder. Helt siden middelalderen har der lydt klagesang over at der ikke kom folk nok i kirke. Vel kunne der komme flere til gudstjenesterne i dag, men også færre. Det samme kunne man sige om biograferne. At dansk filmindustri endog er statsstøttet har endnu ikke fået nogen til at kræve biografer lukket!

- Folkekirken er nemlig IKKE statsfinancieret! Staten opkræver godt nok kontingentet på medlemmernes vegne og betaler udgifterne med disse midler. Derudover bidrager staten rigtigt nok til en forbløffende lille del af folkekirkens budget, som staten får igen i form af en utrolig billig og effektiv civilregistrering. Som ellers skulle ligge i kommunerne, hvilket ville blive betragteligt dyrere for alle. 

Uldum mener at HVIS bare kirkerne blev moderniseret så ”aktivitet og fællesskab kommer i højsædet” SÅ ville han gerne komme. ”Hvis bare … ” Sagen er vel den, at de der ikke kommer i kirkerne,  netop ikke kommer der, fordi de ikke føler noget behov for det. Fint nok, og det står heldigvis enhver frit for at melde sig ud (men husk lige at det er medlemmerne der betaler for at I kan deltage i bryllupper og begravelser, konfirmationer osv. som blinde passagerer). Og Folkekirken er large – der kræves ikke medlemsbevis for at deltage ;-)

Arne Uldum efterlyser ”aktivitet og fællesskab”. Ud fra hans leder og billedet af ham synes han ikke umiddelbart at være en person, som man forestiller sig stå oppe på en kirkebænk, klappende og syngende Halleluja. Men hvis han ønsker fællesskab i kirken, kunne han jo begynde med at finde en menighed han kan lide at komme i – der er frit valg på mange hylder! – og lægge noget af sin arbejdskraft der: som frivillig i en besøgstjeneste, eller som kok /medhjælper ved spaghettigudstjenester f.eks. Der er altid brug for en hjælpende hånd mellem mennesker, og det er ganske meningsfuldt arbejde. Men det kræver selvfølgelig at man er indstillet på at deltage, og ikke bare sætter sig ned og venter at blive underholdt. Sådan også med gudstjenester.