Erik Ellegaard Frederiksen

Designer og typografisk tilrettelægger

1924-1997

Torsdag 5. januar 1950 giftede Erik sig med Elinor Morsbøl Jensen, som han havde mødt ved en sommerfest i KFUM. Forlovelsen var nærmest sket på korrespondence, og brylluppet fandt da også sted i forbindelse med fars juleferie i Danmark - heraf den mærkelige ugedag. Umiddelbart efter brylluppet tog de begge til London for at arbejde videre på Penguin. Det blev dog kun til et kortere ophold denne gang, for det viste sig at der ikke rigtig var brug for far længere, efter at Tchichold havde forladt forlaget. Hjemme igen opsøgte EEF straks Danmarks bedste bogtrykker Volmer C. Nordlunde, der blev som en "typografisk onkel" for ham. Det blev til et livslangt venskab. Nordlunde fik organiseret at EEF allerede fra efteråret 1950 kom til at undervise de nye generationer på Den grafiske Højskole. I januar 1951 havde Nordlunde indbudt far til at holde foredrag (læs) i Forening for Boghåndværk i Kunstindustrimuseets sal - for den forsamlede danske bogbranche. Han lod med ungdommens mod kritikken hagle ned over dem. HAN havde lært hvad fremtiden var, og sammenlignede det med Børge Mogensens FDBmøbler: Lyse, lette, funktionelle og efterlyste det samme gennembrud på forlagsområdet. Det var skrap kost og en bombe at sende ned blandt fagets folk. Hvad bildte han sig ind? Men han fik ret - i slutningen af 50erne var omstillingen i det store og hele blevet gennemført.

Men først skulle jorden gødes og modnes. Det var lidt småt med opgaverne, men Jokum Smidt på Schønbergs forlag var med fra starten, og det blev til flere fine udgivelser her (med gennembruddet: "Lad regnen komme"). Desuden havde EEF overtaget arbejdet med emballage for vinhandleren Georg Bestle efter Biilmann, som mere eller mindre havde trukket sig tilbage - og hvis kendte og udprægede langsommelige grundighed firmaet havde det noget anstrengt med.

Allerede i 1951 fik mine forældre deres første barn, Henrik. På daværende tidspunkt havde de fået en lille lejlighed i Herlev - ikke langt fra stationen - hvor far kunne arbejde og familien bo. Som tidligere arkitektstuderende tegnede far lejligheden op, noget han i øvrigt har gjort med alle sine bosteder; dels for at huske dem, dels for at kunne indrette dem optimalt. Vi ser at intet er overladt til tilfældighederne.

Det var lige ved at EEF blev ansat på Gyldendal i 1954, da bl.a. Jokum Smidt var kommet derover. Men far satte med vilje sin pris (for) højt for at kunne bevare sin frihed - og så han ikke behøvede at gå på kompromis med sine idealer! I 1955, hvor en af EEFs gode venner skulle have et stort bogværk udgivet på Gad, fik far sin første opgave for dette forlag. Det kom til at blive et fast samarbejde i de næste mange år, under forlagsboghandler Ole Restrups ledelse. Det blev til mange hundrede opgaver, og hvert år tog EEF sammen med Restrup og et par andre fra Gads forlag til bogmesse i Frankfurt. Opgaverne var mest faglitteratur, som var mere spændende at tilrettelægge end de mere regelrette romaner andre forlag udgav. Far var havnet på den helt rigtige hylde. Han vidste hvordan en bog fungerer som læseværktøj, og kunne opbygge overskriftsystemer og tænke pædagogisk. Systematisering og æstetik, som skulle tjene læseren.

Under en typografstrejke, som lagde arbejdet øde, fik EEF mulighed for at foretage en to ugers rejse til Holland, Paris og Tyskland, hvor han besøgte typografiske museer, berømte bogtrykkere og mødte bl.a. Willem Ovink og Hermann Zapf. Suppleret med sine engelske erfaringer besad han nu et solidt udsyn over hele den europæiske bogkultur og -historie.

Den grafiske Højskole udviklede i disse år en særskilt typografisk linie, og far blev som lærer her bedt om at udarbejde en lærebog. Han var noget benovet over opgaven, som han måtte sende til gennemsyn hos 4-5 forskellige fagfolk, før han turde udgive den i 1955: Bogens funktion og æstetik. 30 år efter fik Christian Ejlers overtalt ham til at skrive en ny udgave - tiden og teknikken var blevet en anden, men mange af principperne viste sig at være uændrede. Om undervisningen skriver far at han stillede store, men ikke urimelige krav til eleverne: Møde til tiden, være velklædt når man skulle sælge sig selv til kunderne. Og ikke mindst at kunne begrunde hvad man har lavet - ikke bare "synes" at det var pænt. I over 25 år underviste EEF på DGH, men til sidst følte han at han gentog sig selv, og efter et hjertetilfælde følte han at tiden var kommet til at stoppe som lærer.

I 1955 flyttede familien til en større lejlighed på Østerbro på Strandboulevarden 105. Det var nemmere at komme til byen, og tillige i nærheden af svigerfamilien, som kunne hjælpe med at passe Henrik og den lillebror han fik samme år: Torben.

I 1956 søgte og modtog EEF Knud V. Engelhardts Mindelegat. KVE havde han allerede hørt om gennem Biilmann, som havde lovet at skrive en bog om Danmarks første industrielle designer. Men det var aldrig blevet til noget. EEF fik blod på tanden, da han først havde stiftet bekendskab med KVEs samlinger på Kunstindustrimuseet. Og der var stadig mennesker der havde kendt KVE, så han havde gode kilder at trække på. Bogen om KVE lå færdig i 1965, og far følte at han var kommet til at kende KVE bedre end mange af dem han til dagligt mødte. Kort efter udgivelsen blev han indvalgt i bestyrelsen for KVE-mindelegatet, hvor han var formand til sin død.

EEF følte han at både han selv og kollegerne stod alene. Derfor tog han sidst i 50erne initiativ til at stifte foreningen Sammenslutningen af Industrielle Grafikere SIG, der skulle rumme de bedste, de mest kreative - til gensidig udvikling og støtte. Det var et eksklusivt lille selskab. I 1969 ønskede en gruppe af produktdesignere at slutte sig til, og det endte med at SIG blev til IDD, Industrielle Designere Danmark. Med det fik kredsen af grafikere løftet blikket fra bogstaverne til egentligt produktdesign. De kunstneriske og faglige ledetråde viste sig at være fælles, på trods af mediets forskellighed. Her fik EEF  en hel række venner for livet, bl.a. Grete Jalk, Adam Moltke, Henning Andreasen fra LK-nes, og Jens Nielsen fra DSB. Den nyskabte forening IDD tog i oktober 1970 på studietur i tre uger til Japan - og oplevelserne herfra, og hele den japanske kultur var med til at præge de kommende års udvikling henimod det mere raffinerede og lette udtryk. Med IDD var man rustet til at gå ind i kampen for at forbedre den offentlige design i Danmark, og det første skridt var udgivelsen af bogen Offentlig Design. Og der var nok at gå i gang med - "det kunne kun gå fremad". DSB med chefdesigneren (IDD) Jens Nielsen var en af de første institutioner der gennemførte et designprogram. Mange skulle følge: Toldvæsnet, Vejdirektoratet som nogen af de følgende. Postvæsnet var et af de sidste til at flytte sig og forholdet blev aldrig kærligt. Her er far ude med riven allerede i 1963: rigtigt nok måske, men der levnes ikke mange muligheder for at P&T kan komme videre uden at tabe ansigt?

I 1962 flyttede familien ind i lejligheden i Hardangergade 2, 3. sal, hvor EEF blev boende i næsten 30 år. Samme år kom jeg til verden, og jeg har herfra en lang række erindringer om personer, sammenkomster og oplevelser i hjemmet og på tegnestuen.

Det var altid spændende at komme hjem fra børnehave eller skole, for ofte var der forretningsbesøg. Forlagsboghandler Ole Restrup fra Gad var ofte på besøg, men der var kom også mange andre spændende personligheder: Bogtrykker Nordlunde og frue, Poul Hartling og frue (som far kendte fra Danmarkss Kristelige Gymnasiastbevægelse), forlæggeren Christian Ejlers, IDDkolleger, og ikke mindst grafikerne Bent Rohde og Adam Moltke, I de senere år også Sven Havsteen-Mikkelsen, som far fik et nært forhold til. Spændende var det også når far en gang om året havde sine elever fra Den grafiske Højskole med hjemme, for at vise dem tegnestuen. De var ofte imponerede af at tegnestuen var "i privaten" og at der var så få tekniske hjælpemidler. Det længste far strakte sig til var en Olivetti rejseskrivemaskine, som han beholdt hele livet, og skrev ufatteligt mange artikler på. Han købte en gang en IBM med kuglehoved (som han referede til som det eneste rigtige i Bøger på Skrivemaskine), men den brød han sig alligevel ikke rigtig om. Om det nu var at den larmede, eller at man ikke nemt kunne flytte rundt på den fordi den skulle bruge ledning, eller man ikke kunne lave gennemslag på den? Den forsvandt hurtigt.

Reproarbejdet blev lavet hos Tutein & Koch, og jeg husker ofte at far ringede op til dem med ordene: "Ellegaard - vil De hente. Tak". Så kom der et bud futtende, og næste dag kom de så og afleverede repromaterialet igen. Jeg husker også tydeligt opklæbningsarbejdet når en bog skulle tilrettelægges: overflødigt hvidt papir i korrektursatsen blev revet af med stållineal og trænet hånd, før satsen blev klæbet op på en dummy med fortrykte blå rammer. Den store papirkurv blev hurtigt fyldt. Særligt de store billedtunge værker som Huset Glücksborg, Bogen om Christiansborg og Brede Hovedbygning var spændende opgaver, som skulle gå smukt op. For at lette processen med trykkerierne havde EEF udarbejdet et sæt typografiske regler.

Når jeg kom hjem fra skole var der dækket tebord i dagligstuen, hvor vi der var hjemme kunne samles - min mor var jo hjemmegående indtil midt i 70'erne. Her blev der snakket om løst og fast, og man kunne slænge sig i sofaen. Men ved spisebordet blev der derimod holdt justits. Man skulle sidde ordentligt, og serveringsfade og mælkekartoner på bordet blev ikke tolereret. De var henvist til et serveringsbord ved siden af, hvorfra Pater Familias bestyrede serveringen efter anmodning. Men en Plat de Menáge med sennep, engelsk sovs og bl.a. tandstikkere gik dog an på bordet. Dækkeservietter og undertallerkner af træ fra Kaj Bojesen var standard. En gang i mellem besøgte jeg kammerater, og efterhånden gik det vel op for mig at vi levede og boede noget anderledes end de fleste andre. Det var en beskyttet tilværelse, men også "gennemfriseret". Selv juletræet var "welldesignet", som forlagsdirektøren for Forum Jokum Smith udtrykte det.

Ligesådan havde far sine ideer om herremode. Tiden var i 50erne til pressefolder og butterfly, men det passede EEF godt at stikke ud fra mængden: Sløjfen om halsen beholdt han til det sidste, men han forsøgte også at indføre en ny herrebeklædning ved at undlade jakke, men i stedet bruge vest og skjorteærmer. Det slog dog aldrig rigtig an hos andre. Især var han kendt i gade- og bybilledet når han promenerede ned ad Strøget i slængkappe. Der var vist foruden ham kun Bo Bramsen, der optrådte med kappe, men reklameeffekten har for begge været stor og givetvis tilsigtet. For far var det praktisk at han kunne have sine ting inde under slaget i stedet for i en taske ved siden af. Et sort eller meget mørkeblåt slag med rødt fór til sommerhalvåret, og et gråt med blåt fór til vinterbrug - af Holmens klæde, som Livgardens! Jeg husker søndagsturene på Langelinie hvor far promenerede med sin oldefars elegante stok med elfenbenshåndtag - og som han også kunne bruge til at komme efter unge mennesker, der formastede sig til at cykle på fortovet! Eller sommerdresset, som var hvidt fra top til tå, inkl. skoene. Han fik på en rejse i Thailand syet en anonymiseret udgave af en kaptajnsuniform, som han holdt meget af. På et tidspunkt havde han også anskaffet en tropehjelm, men den tror jeg min mor på en eller anden måde kom til at smide væk ... ! På den anden side lå han tit i bar mave på "briksen" på et meget offentligt sted nede i lystbådehavnen og tog solbad i mange timer - det var godt for hans eksem.

I 1967 tog EEF med Den grafisk Højskole til Polen. Det var en billig rejse, og far havde aldrig været i Østblokken før. Den udtryksfuldhed der mødte ham i typografien her var totalt overvældende: "Her optrådte det fabulerende, grænsende til galskab ... Skrift blev tegnet og gjort levende, fordi man ikke havde råd til at købe gnidebogstaver eller til at få trykkerier til at sætte skriften op." Mødet med den form for kreativitet, der udfoldede sig på trods af materiel fattigdom og manglende ressurcer, var et totalt slag i hovedet og maven på den disciplinerede mand, som havde hidtil havde efterlevet sine læremestres krav om "orden". I de følgende tre år brød min fars maniodepressivitet ud i lys lue: Vanvittigt kreative perioder vekslede med lange tider, hvor han primært sov eller græd. Eskapader og skænderier. Det kulminerede i 1970, hvor han kom tre uger på den lukkede afdeling på Rigshospitalet, og efterfølgende rekreationsophold i lang tid.

Men da han kom ud på den anden side var han blevet fri: sig selv, og på mange måder en anden. Men han var også helt på bar bund, eller i hvert fald på ny jord. Og det følte han at mange havde svært ved at forstå.

Men selv om han i selvbiografien klager over rodløshed og manglende forståelse var der masser af vand i bassinet. Som nævnt var der Japanturen i oktober '70, men også i foråret '71 var EEF inviteret tre uger til USA for at holde foredrag om Bogen i en TV-alder, med to diasprojektorer, og masser af energi. Manuskript og dias findes på Designmuseum Danmark. Som en udløber af dette kom en illustreret kronik i Berlingske. Bogen var som medie ved at ændre sig.

Samtidig begyndte de mere omfattende Corporate Identity firmaopgaver at melde sig: Hele identitetsprogrammer for PRIVATbanken, Icopal, og i slutningen af årtiet kom Amagerbankens mand og Irmapigen (som var kraftigt i familie).

Jeg var otte år i 1970, og husker tydeligt året og de efterfølgende ti år, jeg endnu boede hjemme. Jeg har jo set tingene blive skabt fra dag til dag. Når jeg kom hjem fra skole var der altid noget nyt. Far kom ofte og viste de ting han havde tegnet - ville have os i familien til at vurdere. Her bagefter kan jeg se hvordan far fik sat sin kreativitet fri i 70erne i forhold til den tidligere produktion. Det er meget tydeligt i bogomslagene, men han udviklede også nye måder at tegne bomærker på, samtidig med at opgaverne blev mere varierede end tidligere. Bl.a andet fik han nu også opgaver med at tegne ure til kirketårne, og bevægede sig efterhånden også ud i at arbejde i tre dimensioner, med forskellige former for udsmykning til firmaer (Tekstilskolen Herning) og til kirkegårde (Virklund).

I 1974 afholdt Kunstindustrimuseet en stor retrospektiv udstilling i anledning af EEFs 50års fødselsdag. Det var en stor opgave at forberede og udvælge de værker der skulle med. Far lavede selv plancherne af hvid karton, udskåret som passepartout'er og samlet ryg mod ryg, med to 6 mm trælister øverst. Funktionelt, enkelt og billigt. Naturligvis var der også plakater, emballager og meget mere, men der må have været et halvt hundrede dobbeltplancher. Udstillingen var et markant "statement" over de første 25 års produktion. Jeg ved at han efterfølgende fotograferede det hele, for jeg hjalp med det, men dias'ene er desværre forsvundet.

En ting jeg også husker er da far tegnede julemærket 1978. Det foregik 2. juledag 1977, hvor han tog ideen fra en juleske han havde lavet i slutningen af 50erne. Det blev det mest sælgende julemærke nogensinde fordi man fik lyst til at sætte både julemand og - kone på. Jeg var med ved lanceringen, der foregik på Postvæsnets hovedkontor, og hvor han skabte skandale ved at benytte lejligheden til at kritisere P&Ts egne frimærker sønder og sammen. Han holdt sig aldrig tilbage!

I hele vinterhalvåret afholdt mine forældre te-selskaber en 6-8, måske 10 gange. Oprindeligt havde det vist været debataftner, men efterhånden blev det til lysbilledaftner fra deres rejser, eller med designmæssige emner. Der kunne være op til 16 gæster på en aften, så det var jo det meste af venne- og bekendtskabs-kredsen de fik set. Ofte kvitterede far med at synge et par viser, og vi drenge måtte spille til, så snart vi var blevet dygtige nok. Et  år spillede han og jeg dukketeaterforestillinger, Elverhøj, og i en senere sæson Bortførelsen fra seraillet, hvor far havde lavet egne dekorationer. Der var udsolgt i hele sæsonen!

I 1975 kunne mine forældre holde sølvbryllup, men der var ikke meget at fejre, selv om de holdt facaden. Ægteskabet knirkede, og havde gjort det i mange år. Far var ustabil, krævende og urimelig på mange måder, men mor fandt sig i det. Bag en stor mand står der en stærk kvinde! Først i 1981 blev de skilt. Det var ikke muntre år at være tilskuer til og deltager i.

Far boede derefter alene i Hardangergade. I 1986 mødte han mag. art. Bente Kjølbye, som han skulle tilrettelægge en bog for. De var sammen indtil hans død i 1997, og det blev gode år for dem begge. I 1990 flyttede EEF tegnestuen og arkivet til Fiolstræde 26, 1. og mit barndomshjem i Hardangergade blev opløst. Fiolstræde var et noget mindre, men centralt beliggende og stadig et stilfuldt indrettet atelier, hvor han kunne modtage sine kunder. Og så var det bekvemt i nærheden af Selskabet for kirkelig kunst, som han var blevet kunstnerisk rådgiver for. Arbejdet med at tegne messehagler og øvrig kirkekunsthåndværk kom til at fylde meget i de sene år, og samarbejdet med Lillian Christiansen kom til at betyde meget for dem begge. Selskabet råder over en omfattende dokumentation.

I de sidste år var det en særlig glæde for ham, at EEF fik opgaven med Københavns Kommunes design. Det var en opgave han havde drømt om hele livet, og han syntes at det var morsomt at få lov til at slutte med det.

I 1997 fik han konstateret tarmkræft, som han blev opereret for, men aldrig rigtig kom sig ovenpå. Jeg tror at han syntes at, når han ikke kunne leve livet på fuld kraft, var der ikke rigtig noget ved det længere. De sidste måneder var han både fysisk og metalt svækket, og opholdt sig på et plejecenter i Ordrup, hvor han udåndede tidligt om morgenen på årets længste dag, 21. juni 1997.

Selvfølgelig havde han planlagt - ja designet - sin begravelse ned til mindste detalje. Og til en vis grad patetisk. Han havde dog ikke forudset, at den efterfølgende reception ikke kunne finde sted på Josty, da der var optaget. Så det blev i Allegade 10, hvor mine forældre havde mødt hinanden; og tæt ved Biilmanns tegnestue. Ringen var sluttet.

Bent Rohde tegnede gravstenen - efter fars direktiver - med Engelhardts bogstaver. Den findes på Ordrup Kirkegård. Min bror Henrik, som var præst, forrettede begravelsen i Frederiksberg Slotskirke, og sammenfattede EEFs liv i sin tale.