Commotio

Jørgen Ellegård Frederiksen

Commotio – vort store orgelværk


Jeg har altid undret mig over den hype der har stået omkring Commotio. Jeg holder ligesom de fleste andre danskere vældig meget af Carl Nielsens musik, den særlige tone, ikke mindst hans sange og deres store betydning for dansk selvopfattelse.

Der er selvfølgelig gode grunde til at Commotio bliver betragtet som hovedværket i orgellitteraturen herhjemme: 


1) Det er et værk af Nielsen

2) Det er det største af Nielsens orgelværker

3) Det er Nielsens sidste større værk

4) Det er et af de længste danske orgelværker (i én sats)


Med fare for at blive lyst i band på parnasset må jeg bekende, at værkets nødvendighed eller sammenhængskraft er aldrig gået op for mig, selv om jeg hver gang er gået fordomsfrit og glad ind for at høre det. Det er jo ikke fordi der ikke er fine afsnit ind i mellem – der er bare for meget af alting. Allerede få sider inde begynder jeg at miste interessen, og venter med vekslende tålmodighed på at den sidste fuga omsider begynder: så det snart er overstået. Af samme grund er det ikke lykkedes mig at komme igennem indstuderingen af værket, selvom jeg ellers har prøvet flere gange. Thi det er jo en hellig pligt for enhver dansk organist at spille Commotio. Eller i det mindste at lovprise værket.

Commotio er en ordentlig moppedreng og svær at få hold på, også fordi værket, ligesom hans klavermusik, ofte ikke er rigtig behændigt skrevet for instrumentet.


Efter sin 5. symfoni gik CN ind i en ny fase af sit kompositionsliv, som ligger længere væk fra ”den Nielsen vi kender” og som ikke rigtig har slået igennem på samme måde som hans øvrige produktion. Hans eneste store orgelværk Commotio repræsenterer således kun denne mere knudrede side af Nielsen. Tænk hvis vi alene havde kendt Messiaen som orgelkomponist fra hans Pinsemesse?


Det har været stærkt interessant i sidste nummer at læse om de forskellige bevæggrunde for at instrumentere Commotio for orkester. Fortæller det ikke på en eller anden måde at Commotio har svært ved at fuldbyrde sig selv som orgelværk? Men et orkesterværk er det jo tydeligvis heller ikke. Måske ville det være rigtigere at betragte Commotio som et ”papirværk” – en slags Nielsens ”Kunst der Fuge” – ikke decideret for noget instrument? Som en del af Nielsens samlede opus er det interessant nok, men jeg synes at det er uheldigt at Commotio er blevet gjort synonymt med det ypperste i dansk orgelmusik i 1900tallet. Og det er mit egentlige anliggende her.


Skulle man endelig tale om en monolit i dansk orgelmusik kunne man f.eks. pege på Leif Kaysers Concerto per Organo (som jeg i modsætning til Commotio indstuderede med fornøjelse), som overgår Commotio i enhver dimension.


Begge værker er stærkt eruptive. Men hvor Nielsen prøver at få hold på sine vomitive lavastrømme ved at inddæmme dem med fugaer, indtil de til sidst tårner sig op i forvredne former ved vulkanens fod, lykkes det Kayser at bygge et himmelstræbende nyt og højere bjerg af det vulkanske materiale. Og så har Kaysers værk den store fordel at det på alle måder er skrevet som musik for orgel, og mens komponisten skabermæssigt stod midt i sin fulde blomstring. Det kan man næppe sige om Commotio. 


(OrganistBladet november 2015)