Højmessen

Jørgen Ellegård Frederiksen

Den danske højmesse er enestående


For nogen år siden var jeg i Trondheim til Vesper i Nidarosdomens kapel. Det var en meget smuk og tankevækkende oplevelse. Den kvindelige præst indledte kort med praktiske bemærkninger og forrettede derefter hilsen, læsninger, bønner og velsignelse. Fem sangere fremførte en messe af Hassler på de liturgisk rigtige steder. Der var nadver, som var ”gående” selvom vi kun var en lille snes mennesker til stede.


En af de ting der slog mig ved denne gudstjeneste var, hvor stor tyngde bevidstheden om de oldkirkelige liturgiske led havde. Der var intet andet som en præst/liturg kunne støtte sig til. Ingen prædiken, ingen salmer og intet orgelspil. Der var intet andet end det liturgiske forløb at holde sig til, og at gennemføre det i bevidstheden om den lange tradition og sandhed der ligger i det.


Og det gjorde hun! Det var sådan at jeg bagefter tænkte: Ja! hvis man har en så stor og vægtig forståelse for messeledene, at man kan gennemføre en så spartansk gudstjeneste, så besidder man en liturgisk kerne, som tåler at blive iklædt enhver kulturel overbygning, det være sig en højlutheransk gudstjeneste med hele udtrækket, gospelgudstjeneste, friluftsgudstjeneste m. spejdere og guitar…


Påstand: Udenlandske præster har en betragtelig større viden om liturgik end danske, og kan derfor lægge mere tyngde og værdighed i deres altertjeneste.

I Sverige og Norge står den liturgiske bevidsthed meget stærkere end i Danmark. I Tyskland har man siden begyndelsen af 1970’erne systematisk opgraderet arbejdet med liturgi i præsteuddannelserne. Man kan dårligt klandre vore danske præster for at de ikke ved ret meget om liturgi, og derfor oftest holder sig til hvad der står i ritualbogen. Det er jo ikke noget der sættes højt i uddannelsen, og tiden på pastoralseminaret er for kort til at nogen kan få rigtig dybde i liturgisk praksis. Ofte er organisterne såmænd bedre uddannede i liturgi, hvilket i sig selv kan bringe konflikter på banen, hvis præsten føler sig underlegen. En del danske præster jeg har talt med udtaler da også med det samme at ”det der med liturgi ved jeg ikke rigtig noget om”.



Den danske højmessetradition er enestående.

Næsten lige meget hvordan man betragter den danske højmesse (historisk/liturgisk, internationalt eller pædagogisk), må den siges at være noget klamp. Ikke at den er ubrugelig, men klamp er det dog. Et sammenkog af noget ur-gammelt originalt og en række historiske fejltagelser, hvor gamle elementer ikke blot er blevet erstattet, men suppleret, og hvor der derfor er opstået en knopskydning af de enkelte elementer, som slører klarheden i både form og kommunikation. Samtidig med at messens overordnede struktur er blevet udvisket, er det talte ords betydning er blevet øget kraftigt.


Dette skyldes ikke mindst vor enestående salmeskat, som gør at vi synger betydelig flere vers end øvrige  evangelisk-lutherske kirker. Hvilket formentlig også er grunden til at vi i modsætning til de fleste andre lande vælger at sidde ned under lovsangen.


Med Luther og Grundtvig siger vi: Det er Menighedens gudstjeneste. Men det er jo et faktum at Menigheden i praksis kun – symbolsk – kommer til orde gennem salmerne. I bl.a. vore nordiske broderlande er det almindeligt at medlemmer af menigheden forestår de bibelske læsninger, og at de også kan medvirke ved uddelingen af nadveren. Begge dele hører til undtagelsen herhjemme. I  realiteten er det en præstestyret gudstjeneste, og dermed nærmer formen sig den katolske præstekirke, selvom man vist vil noget andet.


Et af Den danske Højmesses problemer er at den aldrig rigtig har besluttet sig for om den vil være en ordinariebaseret messe eller en salme-messe. I stedet blander den det hele sammen. Luthers tanke var jo at messeledene skulle bevares, men på modersmålet og i strofisk form. Det er i høj grad gået i opløsning, ikke mindst fordi vi har fået en så udviklet og rig salmeskat, som til dels erstatter messeleddene. Det er i særlig grad er gået ud over Kyrie og Gloria. En gængs vending mod at tydeliggøre messeledene er, ”at det bliver for højkirkeligt”, og at den danske højmesse er en salmemesse. Men det er jo lige præcis det den ikke er. I modsætning til andre kirkesamfund (og frikirker), hvor gudstjenestens afsnit høj grad defineres af  frie salmer og sange, er den folkekirkelige højmesse bygget på ordinariemessen – men den vil ikke rigtig kendes ved den alligevel.



En hudfletning af Den danske Højmesse kunne passende tage sin begyndelse i at betragte hele indledningskomplekset:


Klokkeringning

Præludium (egtl. processionsmusik, men det gør vi jo ikke)

Indgangsbøn (forberedelsesbøn [”tuning” af menigheden] ).

Salme (som erstatter kyrie)


- inden vi når frem til at hilse på hinanden og kommer rigtig i gang.


Kommentarer:

Indgangsbønnen, som den finder sted nu, er en historisk misforståelse. Misforståelsen kommer af den bøn som præsten i katolsk tid bad alene som sin forberedelse til gudstjenesten – på kirkens (menighedens vegne). Efter reformationen skulle menigheden selv lære at bede bønnen, men da bønnen altid havde været mumlet af præsten, måtte man selvfølgelig have nogen til at lære menigheden hvordan de skulle bede. Det har vi endnu ikke lært. Hvis indgangsbønnen skal findes på dette sted, bør kordegnen i det mindste vende sig og bede mod alteret (Køge kirke), eller menigheden kan bede bønnen i fællesskab (Kastrup kirke). Alternativt kunne man have opfordringen (+ praktiske meddelelser, søndagens navn m.v.) til individuel forberedelsesbøn før sidste klokkeringning, jf. svenske kirke. Det er dér hører til.


Procession/præludium

Har man ikke procession, kan et præludium virke overflødigt. Naturligvis kan det være en stemningsskaber der kan sætte dagens tema an. Måske kunne tingene kombineres så man lavede et længere, kunstfærdigt forspil til indledningssalmen. Eller koret kunne synge et Kyrie.


Den første salme erstattede oprindeligt Kyrie (Luther), men er nu blevet til en fri salme, der sætter dagens tema an. (Kyrie er forsvundet)


Herefter:

Salutation (eller på dansk: Hilsen): MH og Præst hilser på hinanden.

Bøn:

Kommentarer: Den nuværende bønsindledning "Lad os alle bede" forekommer på flere måder problematisk:

Liturgisk er vendingen med "alle" vistnok enestående i europæisk sammenhæng. Engelsk:

Let us pray. Tysk: Lasset uns beten. Fransk: Prions-nous (?). Også svensk og norsk udelader så vidt vides brugen af  "alle".

Musikalsk er der stor risiko for at sætningen lander i en uskøn rytme: Lad os alle bede; en effekt der især forstærkes hvis første stavelse i sætningen bliver betonet. Formuleringen "Lad os bede" indeholder derimod en naturlig rytmisk optakt hen i mod det centrale ord "bede".

Kommunikationsmæssigt ligger der nogle uheldige signaler i ordet "alle": Det kan blot opfattes som en pædagogisk pegefinger, men bliver let opfattet som et imperativ: "også du dér på bageste række" i stedet for den opfordring, det er ment som. I bedste fald er ordet vel overflødigt. En alternativ kollektiv opfordring kunne være: "Lad os bede sammen".


- og herefter kan man ikke bare styrte sig videre ind i en oplæsning af bønnen! Ting tager tid, og når man opfordrer til bøn må der gives et øjeblik til at tankerne/koncentrationen kan samle sig, og til at Helligånden kan indfinde sig.


AMEN og andre svar – sagt eller sunget?

”Fra gammel tid bestod det meste af gudstjenesten i vekselsang. Præsten sang (”messede”), kirkesanger, kor og menighed svarede i sang. I dag er det de færreste præster, der messer, men kor og menighed svarer stadig i sang. Det er lidt ulogisk, at tale besvares med sang, og det medfører for det meste, at menigheden ikke synger med. De mener åbenbart, at det er korets opgave!” (citat: Finn Rosenberg). – Menigheder i andre lande føler det naturligt selv sige amen. Der hvor jeg er organist er der én kirkegænger der altid siger højlydt AMEN, når præsten afslutter bønnen med amen. Han er autist. Det er tankevækkende at han er faktisk den eneste af menigheden der agerer ”normalt”.


2. salme: Gloriasalme – lovsangsafsnit – eller noget andet?

Kommentarer: Enten synger man her en Gloriasalme (dog ikke i faste- og bodstider), eller også synger man på et tidligere tidspunkt Kyrie/Gloria. I DK er gloriasalmen blevet til en epistelsalme/helligåndssalme. (Andre evangeliske kirker følger traditionen med lovsangsafsnit her (kor eller menighed), Davidssalmer eller Halleluja-epistelsvar).


At indlede Trosbekendelsen med forsagelsen er en dansk specialitet, og en misforståelse, der fandt indpas i midten af 1800tallet. Forsagelsen hører til i forbindelse med troskendelsen ved dåben. Hvad er der i øvrigt i vejen med Nicænum?


Evangelielæsning fra prædikestolen (endda med menighedssvar) er en fejltagelse. Hvad der ”gives” af læsninger bør komme fra alteret. Ikke mindst styrker dét det pædagogiske i, at når præsten er på prædikestolen er hun et almindeligt menneske.


Kirkebønnen: bør menigheden mon ikke gives mulighed for deltagelse heri – mulighed for individuel stillebøn, for at indlevere forbønsemner?


Fredshilsenen: burde man ikke fysisk dele den fredshilsen med hinanden? Bør i øvrigt nok komme umiddelbart før nadveren?


Motet/Korsang. Selvom der er en udpræget brug af korsang på dette sted i gudstjenesten, er det næsten det eneste sted den ikke hører hjemme. Argumenter som ”det er dejligt at kunne falde lidt til ro efter prædikenen” holder ikke, selvom jeg meget vel forstår krav et om en pause i informationstætheden. Men koret/musikken er hverken pauseklovner eller gæsteartister, der osse skal have lov til at vise hvor dygtige de er. Hvis musikken ikke er knyttet til handlingsforløbet som en liturgisk medspiller, har den ingen berettigelse i gudstjenesten. Der er rigelig med andre steder hvor man kan benytte frie korsatser: Til ind- og udgang. Til lovsangsafsnittet. Til Epistelsvar. Under nadveruddelingen.


(Overgang: Salme efter prædiken/før nadver?)


Nadver (ikke ”altergang” – for det har ikke noget med offergang at gøre).

I Danmark knæler vi for at modtage nadveren, derfor tager det næsten tre kvarter at holde nadver for 400 mennesker i f.eks. Århus Domkirke. Til sammenligning holder man i Domkirken i Strassbourg nadver for 2000 på godt 10 minutter ved gående uddeling. Det er også set i bl.a. Norge.


Dåb

Det har ifølge teologer aldrig været meningen at dåben skulle ind i Højmessen (selv om det pynter på fremmødestatistikken). Tanken om at man døbes ind i menigheden er smuk, men har vel sigte på en langt større universel menighed end den lokale.


Den ekstra salutation inden velsignelsen er endnu en reminiscens fra katolsk tid, hvor en af de latinmumlende munke stak hovedet ud fra det aflukkede korparti med et ”Pax Vobiscum” for at vække menigheden og signalere at man nu gik over til endnu et nyt afsnit i messen.


Når velsignelsen er lyst er gudstjenesten slut! (Ita, missa est – gå, det var hvad der blev givet).


Derfor kan man godt slutte gudstjenesten med en kort takkesalme (og denne salme kunne man synge stående umiddelbart efter velsignelsen, hvor man i forvejen står op – på vej ud).


- hvis det så ikke var fordi man også skulle igennem:


Udgangsbønnen: Som liturgisk led er den enestående både historisk og internationalt; som pædagogik det rene overkill. Skal der siges noget her, kunne det være meddelelser.


Postludiet kan følge på velsignelsen, hvis man vælger den løsning, eller bruges til processionen ud af kirken. De der har lyst til at blive siddende og lytte kan selvfølgelig gøre det.



Mulig konklusion:

Den danske Højmesse har svært ved at finde ud hvad den er. Man kan godt prøve at pynte den. Men grundlæggende er den noget klamp, som er svært at redde i land.


Det er et spørgsmål om det tjener noget formål at begynde at pille ved småelementer for at ”forbedre” Den danske Højmesse. Det hele er så omfattende, at det kræver en større omkalfatring, som der næppe vil blive givet tilladelse til. Enten må man tage Højmessen som pakke eller ”klenodie”, eller også må man gå et andet sted hen.



Dog: Der er faktisk mulighed for at bruge ordningen Børnegudstjeneste på Højmessens plads. Den giver ret frie tøjler til at lave en gudstjeneste som ikke spræller i den rene formalismes edderkoppenet. Om man så kan få lov til at gøre ordningen permanent er et andet spørgsmål.  Men i det mindste løsriver denne ordning sig fra ordinariemessen og ligner mere en salmemesse.